Stykket er skrevet på 1800-talls vågåmål, men med dansk tillemping, idet substantiv gjennomgående har stor forbokstav.
«Gjyll-Løva» var lokal benevnelse på Ulrich Frederik Gyldenløve, kongens halvbror, dansk greve og statholder i Norge.
I di Ti’om Gjyll-Løva ofte foor igjønom Dal’n, budde det ein paa Einangje som va namnspord for Magte si. Han heitte Eirik Ommondson og va fødd 1645; i Einangje va han ikje eigande for naagaa, men ha berre eitt Stykkjy paa Leige hjaa Eigare, ’om Jens Einangje. Eingong Gjyll-Løva va ute og foor og kom aat Bræe, va han i Følgje med ein General som va saa ve’onderle stor og før, at alle kalla’n for Stor-Gjeneral’n, og saa sterk va han attaat, at det va ’kje Gjerd paa di.
No ha Gjyll-Løva høyrt gjete ’om Eirik Einangje førr, og da han kom aat Bræe gjorde han Baa paa’n at han skulle kaamaa paa Garden i og’ Ti’ um Maargaan. Hann saa gjorde, maa’ta, og da han raakaa Gjyll-Løva va de de som vilde ’om, at han skulle draagaa et Kro-Drag ve Stor-Gjeneral’n. Ja, han fekk fulla prøve, gat han paa, men da va det leitt, at han ikje ha smaakaa Mat inn-um Tenn enda um Maargaan, han ottast for , at han dugde ikje i Krokje me tim Matsekk. De skulle no hann gjera aat for, meinte Gjyll-Løva og ha Bræe-Kjeringje te aa rei’e upp ein Maargaaverd aat ’om Eirik ’taa saamaa Mate, han sjøl og Følgje hans ha ete ’taa, og me Øl og Vin ataat, saa Einangjin nok alder ha ete saa godt i heile sitt Liv. Da han Eirik ha faatt Metta si, sa Gjyll-Løva, at no kunde han seja saa stort eit Ord, at han ha ete ’taa saamaa Rettom, som kom paa Kongens eigje Bord, og saa fekk de berast te me Krok-Dragningen.
Han Eirik va ferdog trast, men Stor-Gjeneral’n vilde graagaa Krok um Pening og rekna upp 10 Riksdale utu Pongje og lagde paa Borde; ja detta saag ikje væl ut, for han Eirik aatte ikje Kongens Mynt. Men Gjyll-Løvmaa’ta, visste Raa’ for di au, han fann upp 10 Riksdale og gav ’om Eirik te Sett. Me di barst de i hop. Stor-Gjeneral’n sat inna Borde og han Eirik sto frama’for og Gjyll-Løva og heile hans Fljge sto umkring og saag paa. Stor-Gjeneral’n va Gut me Seno i Armom, men no fekk han au strekt paa døm – den grove Ruggen lout upp fraa Benkje. Armen rakna og Finger’n likesaa og Einangjin ha knept aat saa hardt, at Skjinne paa Langfingre aat Gjenerale flakna me fram-i Gomen saa Blo’e rann. Ilt va de, maa’ta, og Skamm va de attpaa, og Sinne beit Stor-Gjeneral’n saa han greip i Kaarskjefte sitt, men da va Einangjin kvass te aa sope di tjuge Dalann ne-i Huva si og la te-dørs. Detta ha Gjyll-Løva stor Gaamaa ’taa, maa’ta, for han tykte stødt de va saa grepa, at Nordmennann sto Kare, hann. Og ette som han Eistin Slette fortalde, ha nok Gjyll-Løva faatt ein Maalar te aa skjildre av denne Krok-Dragningje. For da han sto ve Garden saag ha eit Maalarstykkjy paa ei ’taa Samlingom i Kjøpenhamn, som lout væra den: de sto ein høg Offeser og retta fraa se ein blo’otte Finger og ein Bonde heldt paa sopte ein Penninghoug ne-i Huva si.
I 1775 va de to Rekar-Fante, som ha brote se inn i ein ’taa Aasaar-Gardom og stole 2 Rifflo, 2 Smør-Kanno ’taa Tenn. 10 Alne graatt Vønmaal, 1 Firiklæ’ ’taa grøn Rask og 1 ½ Aln me blaa Stamet. Mann paa Garde, han Sjugurd Aasaare, sette ette Tjuvom og heldt paa aa naa døm att burta’ Aasaar-Brue, men da sende den eine eit Riffelskot imot ’om og Jula slog av Tollknivskafte i Skjeiom hans; me di lout han snu heim att. Da gjekk han radt aat Einangje og fekk han Eirik med se, sette ette Tjuvom ivi Fjelle og naadde døm att i Kjeksli’n burta’ Aamots-Gardann’. Di tvo Tjuvan va Far og Son og tvo store Furke, Far’n heitte Paal og ha vore Bergmann paa Røyros men va fødd og uppalin i Jemtlann. Son heitte Mons og kalla se «Mons for Norig», han ha vore i Tenest eit halvt Aar paa Gjestvang paa Hei’marken men ha tikji paa Fantstigen og fare flakka nugun’kaar Sta’n.
Da Einangjin og Aaasaar-Mann naadde døm att, vart de eit skumle Basketak – Einangjin gouv paa han Mons for Norig og Aasaar-Mann paa Far hans. Men saa sterk Kar va’n Mons, at de sto hardt han Eirik vann over ’om; onde lot han, «og han dovna naagaa da eg bora han i Øyro me Tollknive mine», fortalde Einangjin sia’.
Aasaar-Mann vart forrlett og ropte: «kjøm du ikje trast Eirik, saa spring mitt Liv!» Og te all Lykke va Einangjin nettupp ferdog me ’om Mons og kom ti’s-nokk te aa løyse Take. Baae Tjuvann fekk slik Avrei’sle, at døm kroup og drog se paa Firom-Føtom ne utu Li’n og kom aat Aamots-Gardom seint um sia’. Døm kom for retten og sto ve Tjuvrie og «ligesaa tilstod Povel, at han gav Syver en Knivstikk i Siden og nogle i Klæderne og Erik Einangen et Slag af en Bøsse, med flere Hog di paa begge Sider fik der Erik og Siver fik dem fat i Skoven Kjekslien, ittem vedstaar Mogens at tilføiet dem begge nogen Hug og Slag før di ville give sig, thi de gjorde Modstand af yderste Magt».
Einangjin va ein Hardhous og ein Vørdesløysing ’taa argaste Slag baade i Ordom og Gjerdom, han foor fram me Voll og Magt antell han va full hell fastande. Eingong raakaa han Mannen paa Melem, han Jakup, i Maarka-Vegje og sa gav han honom ein stygg Nevadask onde Øyra og tvo Stourslag attpaa. For denne Ogjerde kom han paa Tinge, men da han ba for se og laavaa væl ut for Framti’n, let Melems-Mann Sakje falle; men han Eirik lout bøte «sin Sigt til kgl. Majts. Med 2 Mark Sølv».
Me Eigare’ ’taa Einangje laag han i onaa’e og bar se saa sjølraa’ogt aat paa mange Vis, at Mann va mest i Flugten for ’om. Seint ein Kvell kom Einangjin inn i To uppi Ottdale og va full; da gat han um at «fysst eg no kjøm heim att, finn eg den Fanten (han Jens Einangje) i Sengen og da skal eg draagaa Hugu fram paa Sengjestokken og skjera det ’taa ’om! – eg skal bli hans siste Prest!» For dette Snakke vart han dømd paa Haust-Tingje i 1684 te aa kastast ut ’taa Garde og um han ikje fekk nugun te aa gaa i Borgen for se, skulde han bli sett i Bolt og Jønn.
Artikkel hentet fra «I gamle Daagaa» av Ivar Kleiven, utgitt på Aschehoug i 1908.
Tilrettelagt for web av Ola Bu.