Gerhard Schønings reise gjennom Bredebygden

Reise som giennem en Deel af Norge i de Aar 1773, 1774, 1775 paa Hans Majestets Kongens Bekostning er giort og beskreven af Gerhard Schøning. Aar 1885.

Imellem Olstad og næste Skifte eller Giestgiver-Steed Breiden, ligger det, i vor nyere Historie, bekiente Sted Kringelen, som vil giøre de gudbrandsdalske Bønders Tapperhed udødelig. Ved navnet Kringelen forstaaes en trang, snæver, skiønt ei særdeles høi eller brat Passage, liggemde langs Aabredden af Lauen Elv, mellem den og Foden af et ovenfor beliggende høi Biærgestrekning, omtrent liige ovenfor, eller noget neden eller sønden for det Sted, hvor bemeldte Lauen Elv og Otta Elv løbe i hinannen.

Denne nysnævnte 2de Elvers Samling er meget mærkverdig, og fortiener her noget nøiere at beskrives. Det er uvist, hvilken af de benævnte 2de Elve, man bør ansee for Hoved-Elven. At man har anseet Lauen Elv derfor, kan noksom skiønnes deraf, at Elven, efter Foreeningen, beholder dette Navn; men Otta Elv har dog, i det mindste til visse Tiider*, Fortrinnet for hiin, og den var, da jeg nu reiste her forbi, baade større, og meere stridtrindende, end Lauen Elv, og den tog, under Foreeningen, ganske Forcen, og at jeg skal kalde det, Vandet fra hiin.

* Den Dalstrekning, som ligger paa begge Siider af Otta Elven, bed dens Udløp i Lauen, hvilken er ¼ Miil omtrent norden for Breeden, kaldes Ottadal eller Ottedalen.

Det besynderligste var, at man ganske tydelig kunde see og skiønne det, ved det begge Elves Vand var ganske forskielligt fra hinanden, nemlig Ottens Vand, som her kom ned, omtrent vesten fra, hvidagtigt, men Lauens Vand, som kom omtrent fra N.V., eller noget meere mod Nord, mørkagtigt, og af Farve omtrent, som Vand gemeenlig har. Begges Vande løbe, for det første jævnsiides; siden breeder Ottens hvite Vand sig alt meere og meere du, eller liigesom efterhaanden opsluger hiins, Lauens Vand, og ved den østre Elvebreed, bliver alt smaler og smaler; og endelig indtager Otta Elvens heele Breede, og giver Vandet deri, for det meeste, den samme hvide Farve, den selv allerede tilforn havde.

Men vi komme til Kringelen igien, og til den Ao 1612 forefaldende Affaire, der kan tiene til Beviis, at den Ild og Varme, det Mood og den Tapperhed, som giorde de Norske, i gamle Dage, til en Skræk, næsten for heele Europa, endnu ulmer i de Norske Bønders Brøst. Thi her var det, at en Flok uøvede Bønder, uden Ordre, men af eegen Drivt, uden Anførsel, af militaire, eller forfarne Officerer, anførte alleene, af Stedets Foged, og endeel Bond-Lænsmænd, nedlagde et langt stærkere Corps, af gamle veløvede Scottske Soldater, som havde en Oberste, i Spidsen for sig. Man maae tilstaae, at neppe noget beqvemmere Sted kunde vælges, til uformodentlig og med Fordeel at overrumple en Fiende. Men dette viiser dog Conduite og Overlæg. Bemeldte Corps Skoter, som her bleve slagne, var eller det samme, som gikk til Skibs, ind ad Romsdals Fiord, hvorom tilforn er berettet, for at tage Veien derefra, over Land, til det Søndenfiældske. Her havde man vel sat sig, at angribe dem, i de saa kaldte Bjørne-Kleive; men dertil blev man ei betids færdig, eller man ansaae sig for at være for svag; man tænkte, at giøre det samme, naar Skoterne skulde marchere over for omtalte Dofre Ruste; men dertil kunde Almuen fra omliggende Sogne ei hastig nok samles, eller andre Hindringer vare i Veien.

Skoterne, som Almuen her ansaae for uchristne, Hedninger og Troldmænd, marcherede derfor ubehindrede frem, op igiennem Romsdalen, igiennem Hlesje og Dofre og over Rusten, frem til Breide-Bygden og Kringelen, og man troede sig ei at være i Stand til at binde an, med saadanne Karle, allerhelst da de, som berettes, havde en Mester i Troldoms Kunsten, til Forløber, der kunde lugte, hvor Nogen laae paa Luur, eller i Veien for hans Cammerader, skiønt Almuen plyndrede Huusene og opbrøde Stabburene, hvor Almuen havde saavel sin Proviant, som andre bedste Sager forvarede.

Herover samlede Almuen sig, norden fra, af Hlæsje og Vaage Prestegiælde; sønden fra, af Froens og Øyers Giælde, til forbenævnte Kringelen, og her satte man sig i Positur til at angribe Fienden, som mistede bemeldte sin Forløber, paa Sell, hvor han af en Bonde, blev skudt, igiennem Liøret eller Taget paa et Huus. Til den Ende havde Almuen, fra bemeldte Giælde, i bemeldte trange Passage, et kort Støkke oven for Veien, anlagt en Forskandsning, eller et Brøstværn, af Steen, bag hvilket Bønderne posterede sig, for der at oppebie Skoternes Ankomst.

Her er der næsten steile og meget høie Biærge-Siide, paa den eene, den bratte og høie Elve-Mæl, paa den anden Siide, et Sted, hvor Angrebet syntes at kunne skee med best Eftertryk. Men for ret at passe den dertil beqvemme Tiid, og for ret at viide Fiendens Ankomst, og for at fatte ham i Midten, havde man klogelig nok føiet den Anstalt, at en af Bønderne, som til den Ende havde sat sig, paa hin Siide Elven, skulde, naar han blev Skoternes Ankomst vaer, riide jævnsiides for Midten af deres fremrøkkende Trop, og standse, naar han saae, at de vare komme neden for bemeldte Forskandsning, saa at den eene halve Deel af dem var sønden, den anden halve Deel norden for den. Paa det man kunde blive ham desto bedre vaer, reed bemeldte Bonde paa en graae eller hvid Hest.

Saa snart bemeldte Signal var givet, giorde de i Forskandsningen liggende Bønder Angreeeb med Bøsser, Steene, Stokke. Skoterne, som her ingen anden redning saae for sig, søgte vel at opleede dens Fiende, af hvilken de bleve angrebne; men de dem møtende Kugler, med de Stokke og Steene, som bleve nedveltede ovenfra, og nedsloge heele Skarer af dem, giorde alle deres Forsøg til intet. De bleve nedlagde, de gudbrandsdalske Bønder beholdte Seieren, og paa det Sted, hvor Angrebet skeede, blev opsat et Mindes-Tegn, en Tavle, som er fornyet i de seenere Tiider, og derpaa sat følgende Opskrivt:

Mod, Troskab, Tapperhed, og hva som giver Ære,
Den heele Verden kan blant Norske Klipper, lære,
En Prøve, er der seed, af saadan Tapperhed,
Blant Klipperne i Nord, ret just paa dette Sted,
Et velbevæpned Corps af nogle hundred Scotter
Her bleve knusede, fast ligesom Leer-Potter.
De fandt, at Tapperhed, med Troskab og med Mod,
I Gudbrandsdølens Brøst, i fulde esse stod.
Georg von Zinclair, som var Scotternes Anfører,
Han tænkte ved sig selv, mig her slet ingen rører.
Men, see! Et lidet Tall af Bønder for ham var,
Som hannem Dødsens Bud af Krud og Kugler bar,
Vor nordiske Monarch Kong Christian den Siette
Til Ære paa hans Vei vi have opsat dette.
For ham vi reede er, at vove Blod og Liv
Indtil vor Aand gaaer du, og Kroppen ligger stiv.

1612 d. 24 Aug. blev 600 Mænd Scotter her slagne,
af et mindre Tal af Bønder, af Lessøe, Vaage, Froen pg Ringebo Sogne.

 Stedet, hvor denne Tavle staaer, ligger 1 ½ Miil sønden for Olstad, paa Sæll, men ½ (Mil) norden for Sandbo.

Om bemeldte Slag, i Kringelen, er giort en Viise, dog vist ikke, af nogen Mester i Poesien, hvorover jeg ei ansaae det Umagen værdt at lade den afskrive, men nok at udtrekke dens Indhold. I dette berettes, at de Norske lode de 100de (eller et Compagnie omtrent af Skoterne) passere, Kringelen forbi, til den næst derved, paa søndre Siide beliggende Gaard Soolheim (der ligger omtrent, liige ovenfor den Gaard Breiden, der staaer paa den vestre Siide af Elven) førend Bønderne giorde Angrebet. (Ventelig har bemeldte Compagni været Scoternes Avant-Guarde).

Viidere berettes, at Scoterne søgte op ad Biærget, til de Norske, men bleve drevne tilbage, med Steene og Stokke; at efterat disse vare nedlagde, gave hine, der stode under Soolheim, sig til Fanger; men bleve, for den største Deel, tagne af Dage, deriblandt endeel, som kunde giøre sig harde, som man kalder det, saa at man maate rende dem igjennem med Pikke, efterat man 6 til 7 Gange havde skut paa dem, uden at de derved fulde. 2 Gange 20 (eller 40) bleve derover kun i Live, med 2de Captainer, som kaldes Bryst og Ranse (mueligt retter Bryske og Ramsey), hvilke blevne sendte, som Fanger til Aggershus Slot.

De gudbrandsdalske Bønders Antall berettes her at have været henved 500de. Skoterne giøre endeel 1200 Mænd stærke; men af andre nedsættes deres Tall til 900de. En Hob, til deres Nederlag, giorde vel det Tilfælde, at deres Oberste og Anfører Sinclair, strax i Begyndelse af Træfningen, blev skudt af en Bonde, hvilken man beretter, at Sinclairs Frue, som var tilstæde, og saae sin Mands Fald, at være bleven gjennomstødt med en stor Dolk, som endnu er i General-Maj. V. Krogens Gæmme, i Trondhjem, og som jeg ar ladet aftegne.

Som endeel berette, skal bemeldte Frue, med hendes spæde Barn, have været blant dem, som bleve sendt til Aggershus, hvorfra hun fik Frihed til at gaae hjem igjen til Skotland. Dette vil jeg troe at være det retteste; men en anden Sagn siger, at hun, af de fulde Bønder, blev saalenge dandset omkring med, at hun deraf døde; liigesom der fortælles, at de paa andre Maader skulle have mishandlet de Fangne, deels ved at bruge sem til Maal, hvorefter de for Lyst skiøde (kan være, at de drukne Bønder da have meere end eengang skudt feil, og deraf bildet sig ind, at Skoterne, hvilke de ansaae for Troldmænd, kunde giøre sig haarde), deels ved at bruge Fangerne som Slaver, eller som Bæster, og siden skyde dem ihjel.

Jeg vil troe, at dette Rygte er falskt, skiønt man har Anledning til at frygte, at noget deri kan være sandt, deels i Betragtning af den endnu i de Tiider vedvarende barbariske Maade, at føre Krig paa, deels i Hensig til hva en til sig selv overladt, samt af en nye, en uventet Seier og Lykke, ei mindre, end af stærk Drikk ravende eller oprørt Almue kan være i Stand til at foretage sig. Som endeel berette, skal Bønderne ei have ladet nogen leve, da de ei vidste, hvorledes de skulde forvare Fangerne, undtagen Sinclairs Frue, og en Glasmester, som de trengte meget til, og af hvis Arbeide endnu skulle findes Vinduer, baade paa Sell, og i Vaage.

Forbenævnte Gaard Breiden, som nu er Giæstgiver-Gaard, beliggende paa hin Siide Elven, omtrent liige overfor Kringelen, har tilforn været en af Kongens Gaarde, og blev endnu, for et Par Hundrede Aar siden, kaldet Kongsgaard. Af den kaldes endeel omliggende Gaarde, endnu Breidebygden, og om denne Bygd har været Trætte, mellem Vaage paa den eene, og Froens Præstegield paa den anden Siide, som ved en Kongl. Resolution, af 1737, blev saaledes opgiort, at de Gaarde Rusten, lille Rusten med fleere, skulde tilhøre Froen; men Gaarden Breiden, med 6 andre, høre til Sælls-Annex. Tilforn alternerte denne Bygd, med at yde sin Tiende, som skeede, et Aar til Vaage, det andet til Froen; den Tiid havde da og alle deres Kirke og Gravsteder, paa Sæll; den heele Bygd har endnu sit Thingsted paa Vaage; og den ligger, efterat Sælls Kirke er fløttet længer ned, denne Kirke nærmere, end Kirken paa Quam, som er Froens Annex.

Til bemeldte Sælls-Kirke, blev Ao 1752, af Greve Danneskjold Laurvig, foræret en Klokke, der tilforn havde tilhørt Frederiks-Gaves-Kober-Værk; men i bemeldte Breide Bygd, ligger ½ Miil omtrent sønden for det Sted i Kringelen, hvor Tavlen er opsat, den Gaard Sandbo, som nu beboes af Auditeur og Sorenskriver Pløyen, der har ladet den smukt bebygge, liigesom Gaarden ligger ret smukt, paa en slet Mark, tæt hos Lauen Elv, skiønt under en høi Bierg-Aas, paa dens vestre Siide.

Her opholdt jeg mig, d. 10de over, da min høflige Vært, for end meere at fornøie mig, lod opkaste et Par af de gamle Kjæmpe-Haue, som ligger der, norden for Gaarden, paa dens Enge, først nærmest Gaarden de 3de runde Høie, men et Støkke længer hen en anden, af samme Slags, som var rundt om bevoxen med Træer. I denne lod velbemeldte Auditeur, ved min Nærværelse, grave, da man befandt, at Høien bestod af et Lav Steene og et Lag Jord over hinanden; men derunter, af lutter fiin hvid Sand, hvori intet blev fundet, uden et lidet raadnet Been og nogle faae smaae Kull.

Ved den østre Siide af bemeldte Høi, laae en anden større. Norden for Sandbo ligger den Gaard Mælum, uden Tvil fordum Medalheim, eftersom den laae, mellem Sandbo, paa den søndre, og Breiden, som ligger paa den nordre Siide. Paa hin Siide Elven, tæt hos dens Aabred, ligger en stor cirkelrund Kjæmpehaug, men ganske flad ovenpaa, saa det liigner den underste Deel af en afskaaren Kegle. Man vil berette, at en Høvding, ved navn Gudbrand, skal i den ligge begraven, og det, i en Koberkiste, eller en Kober-Baad. Ogsaa i den begynte man, efter velbemeldte Auditeurs Anstaltning, at grave; den bestod ogsaa af fiin hvid Sand, som man meener at være hidført andensteds fra, da her ei forekommer af det Slags; men under min Nærværelse var endnu intet deri fundet.

Imellom Sandbo og bemeldte Mælum, sees een af de prægtigste Casqvader , som mueligt nogetsteds findes. Den kommer fra foromtalte oven for liggende Biærg-Aas, hvorigiennem Vandet har banet sig en Aabning. Fra denne Aabning synes Vandet at komme, liigesom ud af Biærgets Siide; Biærget er her ganske steilt; Vandet nedstyrter sig derfor der udover, med et hæftigt Fald, og synes at nedfalde, liigesom klumpeviis, den ene efter den anden, og det i en Høide af 80 Alne; thi ved min Nærværelse blev Stedet maalt, og da befundet at have denne Høide, som man, staaende der neden fra, ei skulle forestille sig at være saa stor.

Fra denne øverste Casqvade nedløber Vandet, igjennem mindre og mindre bratte Fald, i en skraaliggende Rende, ned ad Biærgets Siide, indtil det naaer den jevne Mark, og endelig den store Lauen Elv.

 

Gerhard Schøning var født i Vestvågøy i 1722, var cand.theol., rektor ved Trondheim katedralskole, professor i historie og veltalenhet ved Sorø akademi, og fra 1775 geheimearkivar. Han var en av grunnleggerne av Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab, og skrev bl.a. Norges Riiges Historie i tre bind og utga Heimskringla i seks bind.

Reise giennem Gudbrandsdalen 1775 er en del av Reise giennem en Deel af Norge.På basis av originalmanuskriptet i Kongelige Bibliotek i København utga G.F.Gundersen i 1926 denne delen av Schønings reisebeskrivelse i bokform, og i 1980 ble det, sammen med Reise gjennem Hedemarken 1775, utgitt som nytrykk på Tapir Forlag.